Søndag den 3. maj 2026 afviklede Sydsjællands Golfklub for 11. gang Sydsjælland Open. Turneringen er en juniorranglisteturnering over 36 huller, hvor alle spiller fra back tee, og hvor flere af landets bedste juniorer deltager. Gennem årene har der også været deltagelse af flere landsholdsspillere.
Sydsjælland Open er en turnering, som i høj grad er med til at placere Sydsjællands Golfklub på landkortet. Vi modtager mange positive tilbagemeldinger fra spillere, forældre og ledere fra andre juniorafdelinger, som fremhæver den flotte, velplejede og udfordrende bane. Flere forældre vender endda tilbage på et senere tidspunkt for selv at spille på denne pragtfulde bane.
Mange spillere nævner især hullerne 16, 17 og 18 som særligt udfordrende, og som kan være svære at komme godt igennem.
Efter 36 hullers golf i flot solskinsvejr på en velpræpareret bane blev vinderne fundet.
Hos pigerne blev det Sydsjællands unge og velspillende stjerne Camilla Thane, der løb med sejren i 167 slag. Andenpladsen gik til Olivia Korsø Brint fra Søllerød Golfklub med 204 slag.


Hos drengene vandt Alfred Hove Koch fra Hjortespring Golfklub i 143 slag. På andenpladsen fulgte Benjamin Ahnstræm Sharifzadeh fra Smørum Golfklub med 146 slag, mens tredjepladsen gik til Oliver Renard fra Ledreborg Palace Golf Club med 148 slag.
Sydsjællands Golfklub havde fire af egne unge talenter med i turneringen – Camilla, Alfred, Eric, Benjamin og Simas – som alle fik en god oplevelse og værdifuld turneringserfaring. De skal uden tvivl komme til at blande sig i toppen af både Sydsjælland Open og andre turneringer i de kommende år.
Afslutningsvis vil turneringsledelsen rette en stor tak til de frivillige hjælpere og greenkeeper-staben, som har en stor andel i, at vi år efter år kan afvikle denne turnering og samtidig styrke Sydsjællands Golfklubs profil.

